14. maj / Med toptunede cykler klar til 1. etape Århus/Falun Så kom dagen endelig da vi skulle af sted. Godt 5.500 km ligger og venter på at blive indtaget. Planen er lagt, så det er bare at komme af sted. Men et er plan, noget andet er praksis. Vi var selvfølgelig sent ude, som sædvanligt. Der var intet i vejen med rejseplanen - det havde Nordic Tours sørget for til mindste detalje. Nej det var vores egen evne til at leve op til planen, der haltede. Vi fik pakket for sent - faktisk først i morges, så vi endte naturligvis med at komme af sted med en temmelig kraftig forsinkelse. Normalt er det noget der kan klares med en lille undskyldning, men når der er tale om en færge, der afgår fra Frederikshavn kl. 10.00 - så afgår den kl. 10.00 uanset hvad vi måtte finde på af undskyldninger. Så der var egentlig kun en ting at gøre - frem i skoene og så af sted. Af sted kom vi, men efter kort tid efter afgang fandt Jane ud af, at hun havde glemt at montere sin vindskærm. Den er ellers temmelig god at have på, når man skal bare lidt længere end til caféen inde i byen. Så tilbage efter den. Nu var tiden for alvor kritisk, så nu talte hvert sekund. Den fik hvad den kunne trække ad den nordlige motorvej. Fartbegrænsninger blev ikke helt overholdt - og så skulle vi selvfølgelig også have benzin på. Så efter Himmerlandstanken fik den med 180. Vi nærmede os Frederikshavn og motorvejen sluttede. Vi fortsatte stort set som om intet var hændt, lige indtil en sort Punto havde tænkt sig at parkere med 80 km i timen i venstrebanen. Nå vi overvandt det problem og en enkelt lille rødt lys - så var vi der og færgen var ikke sejlet endnu. Ombord kom vi og færgen var i gang inden vi havde fået styrthjælmen af. Cyklerne blev fastgjort. Nu kunne vi endeligt ånde lettet op. Vi nåede det!! I øvrigt er det virkelig en fornøjelse at sejle med Stena Line til Göteborg. Deres faciliteter til fastgørelse af cyklerne er helt i top. Oppe på færgen løb vi ind i Jesper fra Frederikshavn. Han havde lige købt en ny HD-Dyna. Han fortalte os, at vi var mere end heldige, med at vi var kommet ombord - for klappen var faktisk lukket, men de lukkede alligevel op for os. Det er da godt at man har lov at være heldig en gang imellem. Så går turen mod Falun. Vejret er fint, solskin og 15-20 grader. Indtil et par hundrede km før Falun er Sverige ikke det mest spændende land, der findes, men vejene er gode og man lærer at sætte pris på svenskernes trafikkultur. På motorvejene er der ganske vist ikke den store forskel her og andre steder, men når man kommer ud på hovedlandevejene, så har de det system, at de holder til venstre i vejbanen og så trækker de ind til højre, når de bemærker at der er nogen bag dem, som gerne vil forbi. Set fra en motorcykel har det den helt store fordel, at man så og sige får en kvittering for at man er blevet set. Det er faktisk særdeles betryggende. Vi ankommer til Scandic Hotel i Falun ved 20 tiden efter ca. 700 km. Vi har været meget heldige med vejret. Ingen regn, selvom vi på et tidspunkt kørte lige bag et regnområde som gav lidt våde veje og en markant lavere temperatur. Men nu er vi her altså. Lidt mørbankede, men ved godt mod - nu skal vi jo også snart have en øl og noget at spise. Begge dele fik vi. Øllet var koldt og velsmagende og Scandics 3-retters menu var fremragende. Nu er det ved at være tid at krybe til køjs. I morgen ligger der 750 km op langs den Botniske Bugt og lurer!   15. maj / Op langs den Botniske Bugt / Falun/Skellefteå Står op til en dejlig solskinsdag - helt klar blå himmel. Efter en telefonsamtale til Århus konstaterer vi at det øser ned der - godt man er i Falun. Cyklerne bliver pakket og termokanderne bliver fyldt med varmt vand til kaffe undervejs. Vi stikker af sted med retning mod Gävle. Det går derud af. Blikket er ofte på speedometeret. Det svenske politi har det med at tage kørekortet, hvis man kører 30 km for hurtigt, så det sørger vi for ikke at gøre. Jeg bliver mere og mere imponeret over svenskernes trafikkultur. Det kan godt være at vi danskere har lidt fordomme i retning af, at svenskerne er kedelige, men det er virkelig betryggende at køre her. I Gävle kører vi lidt rundt og leder efter den lokale Harley dealer. Endelig finder vi forretningen. Den er helt fin, men hvor er det dog nedslående at konstatere, at den cykel man kører på, kan købes der - til den halve pris! Nu går det så nordover. Vejret er stadig helt i top. Det er utrolig som man fornemmer alt omkring sig. Lige med et dufter der umiskendeligt af frisk træ. Så ændrer det sig til en lidt kvalm, sødlig stank - der er et papirværk i nærheden. Lige pludselig dufter der helt vildt af regn og kulden rammer os som en mur, men vi kører åbenbart lige på kanten af regnbygen, for det bliver kun til ganske få dråber. Så stiger temperaturen igen og solen kommer tilbage. Så går det bare deropad. Kilometer efter kilometer. Hvor langt kan man mon egentlig køre på en tankfuld? Hvor langt kan man egentlig køre, når der er skiftet til reservetank? Svaret på det sidste er: IKKE LANGT NOK! Ganske rigtigt - Jane løb tør ca. 10 km før den by, hvor vi regnede med at skulle tanke, og jeg var også på reservetank. Jeg tog chancen og kørte de 10 km i sneglefart. Fik købt en reservedunk - og så tilbage igen. Det gik! Videre nordpå langs den Botniske Bugt. Klokken var efterhånden temmelig mange og vi mangler stadig en del kilometer inden dagens mål - Skellefteå. De sidste kilometer kører vi i en meget smuk solnedgang inden vi kommer til byen. Her drøner vi lidt forvildede rundt for at finde hotellet. Og ankommer først efter klokken 22. På det tidspunkt var køkkenet lukket, men alligevel bikser de en menu sammen til os. Nu er vi ved at være godt møre efter 720 km, så nu er det køjs!   16. maj / Op over Polarcirkelen / Skellefteå/Saariselkä Dagen i går sidder unægtelig i kroppen, man er stiv i nakken og lidt ondt i ryggen og i håndleddene er der også, men i gang skal vi. Vi pakker foran hotellet. Et par ældre herrer kommer forbi og vil snakke. Vi får hældt benzin på. Succesen fra i går skulle ikke gerne gentage sig. Stadig nordpå og igen i strålende sol - hvor heldige har man lov til at være. Dagens etape er på knap 700 km, så der er med at komme af sted. Igennem Luleå og til Haparanda. Sjovt nok, da Haparanda for første gang dukkede op på et vejskilt i går stod der 650 km. Det virkede som værende meget langt væk - nu var vi der. Vi spiste lidt frokost og opgraderede for første gang påklædningen. Det var blevet mærkbart koldere og det så også ud til regn. Og ganske rigtigt, da vi krydsede grænsen til Finland begyndte det at regne - og det blev det i øvrigt ved med resten af dagen. Alt i alt blev det til 400 km i møgvejr. Meget vådt og ned til 0 grader.   Så Jane opgraderede påklædningen for 2. gang - nu var det vist ikke muligt at tage mere på, alligevel frøs hun som en lille hund. Jeg derimod er så underligt skabt, at jeg praktisk talt aldrig fryser, men jeg kunne bestemt godt mærke, at det ikke var særligt varmt. Det første stykke vej i Finland var markvej, men efter knap 20 km svinger man op ad E75 - og den er fra et motorcykel synspunkt noget bras. Spor-riller og langsgående asfaltreparationer overalt og sammen med regnen betød det at cyklerne sejlede rundt. Det morede vi os med de næste 60 km, så blev vejen bedre, men det gjorde vejret desværre ikke og koldere blev det. Og så var der jo også lige det der med renerne. Vi var blevet advaret om risikoen for at støde ind i både elge og rener, men jeg ved ikke lige, hvor alvorligt vi tog det. Elgene har vi ganske vist, men rener - dem skal man tage alvorligt. Lige pludselig står de der - i flokkevis - og de bliver stående. De fatter ikke en lyd. Så farten blev yderligere sænket og opmærksomheden skærpet. Lige pludselig så jeg rener alle vegne - også selvom der ikke var nogle, men en 5-6 flokke blev det da til! Vi krydsede polarcirklen. De obligatoriske billeder blev taget og videre gik det. Vi tankede 130 km før vores endelige destination og på det tidspunkt var vi temmelig våde og meget trætte, så der skulle nogen overvindelse til for at klare de sidste kilometer. Men til Saariselkä kom vi.! Vi skulle overnatte i en dejlig ferielejlighed med sauna (som vi absolut agter at afprøve) - middagen blev bragt af en særdeles venlig hotelmedarbejder, så nu er det med at slappe af. I morgen skulle vi så gerne havne på "toppen" og da det er Norges nationaldag, er det jo en noget speciel oplevelse.   17. maj / Den norske nationaldag fejres på toppen af Europa - på Nordkap Heldigvis regner det ikke i dag, men det er stadig koldt - 2 grader, siger termometret. Vi har sovet lidt længe i dag. Dagen i dag skulle ifølge planen ikke være så lang, kun 400 km. Senere skulle det vise sig at det faktisk var 500, men hvad betyder 100 km mere eller mindre!! Vi fik noget morgenmad og så gik Jane i gang med at vaske motorcykel. Det kunne måske umiddelbart virke lidt pjattet, men den var totalt tværet ind i mudder, så helt pjat var det ikke alligevel. Det er helt utroligt hvordan sådan en Softtail Springer kan svine sig selv til, bare fordi den er ude at køre i lidt dårligt vejr. Min Electra Glide derimod ser egentlig ganske pæn ud, så jeg springer vasken over. Da vi checker ud, taler vi lidt med receptionisten og hun fortæller at der i Saariselkä kan være minus 30 om vinteren og lidt længere nordover i Ivalo kan den komme ned på minus 40. Nu er det sommer, som stort set svarer til vinteren hos os i DK. Vi stikker af sted nordover og kommer forbi Inari søen som er totalt dækket af is. Ikke underligt for denne sø, Nordfinlands største, er nemlig kun isfri fra juni til oktober. Det er meget flot og utroligt barskt og enormt koldt. Vinden, som nærmest er stormende i dag, bliver kølet voldsomt ned af den store sø. Den her tur er ikke for tøsedrenge / -piger! Lidt længere nordpå kommer vi til det samiske museum / frilandsmuseum - Siida. Vi går en runde i selve udstillingen. Den er absolut seværdig. Frilandsdelen springer vi over, vi har faktisk lidt travlt, men vi når da lige et stop mere lidt længere fremme, hvor vi køber et par håndlavede knive. Den norske grænse forceres og landskabet ændrer sig. Fjeldene med masser af sne på kommer til syne. Der ligger i øvrigt stadig masser af sne i vejkanterne. Efter nogle timers kørsel begynder jeg at lide af "kurvekuller". Et nyt udtryk som lige er opfundet som betyder at hjernen ikke helt kan følge med i samme takt som kurverne melder sig. Jeg føler det som om jeg lige har sat mig op på en motorcykel for første gang. En højst mærkelig og ubehagelig oplevelse. Jane tager føringen og det hjælper lidt, nu er der een at følge efter. Hen under aften når vi til Nordkaptunnelen. Den er ca. 7 km lang og lidt efter kommer der en anden tunnel på ca. 4 km. Nu er vi ved at være fremme ved hotellet i Honningvåg, som ligger godt 30 km fra selve Nordkapklippen. Vi får checket ind og båret vores tasker op på værelser. På hotellet får vi hurtigt lidt at spise, hvorefter vi glade hopper på cyklerne igen for at køre de sidste km til Nordkapklippen, - nej hvis vi skal være helt ærlige, så gad vi faktisk ikke køre en meter mere, men ud på klippen skulle vi - og det kom vi. Noget af en oplevelse var det, det må man sige. De sidste kilometer er spændende kørsel og vinden var alvorlig, men solen var der, altså midnatssolen - klokken var godt 23 og der var nærmest ingen skyer, så toppen var nået! Men nu kan det være nok for i dag - tilbage til hotellet og så på hovedet i seng. 18. maj / Ned langs de norske fjorde / Nordkap/Sørkjos Vi vågner op til blå himmel og strålende solskin. Vi får pakket vores sager og kommer af sted sydover. Nu er det med solen i ansigtet fremover (forhåbentlig). Vi tager afsked med Honningsvåg. Et meget hyggeligt lille sted med en charmerende havn som ligger lige ved siden af hotellet. Kører tilbage gennem tunnellerne og videre langs Porsangerfjorden mod syd. Det er spændende kørsel. Man kører med de stejle klippesider på den ene side og fjorden på den anden. Ofte er der temmelig langt ned - og autoværn og den slags er der ikke tale om. Det er vist et eller andet med dyrene skal kunne færdes frit - så hellere en Harley-D ud over siden, så man er nødt til at være meget opmærksom. Videre ad E6 i retning mod Narvik. Vi kommer højt til vejrs - fjeldtop niveau. Kører en hel del kilometer igennem et totalt snedækket område - det er helt utrolig smukt. Det enorme snedækkede område synes ingen ende at tage. Der er mange mennesker ude at nyde det gode vejr. Masser af biler er parkerede rundt omkring. Formodentlig er de ude at stå på ski. Vi ser en enkelt snescooter. Det kunne være enormt sjovt at prøve sådan en. Renerne er der stadig. Jeg ville gerne have et par billeder af dem, men det er svært, når man lige har gjort alt hvad man kan for at skræmme livet af dem.   Vi kommen ned i lavere niveau igen og stopper for at få benzin og en kop kaffe. Der er en lille krolignende ting ved siden af tankstationen. Åbenbart et mødested for de lokale motorcykelkørere - der er i hvert fald nogle stykker af dem. De hilser på os, men nogen snak bliver det ikke til. Det lader ikke til at de gider snakke med andre end sig selv. Det undrer os lidt. Normalt ville man da udvise en vis interesse når man møder udenlandske MC folk på egen grund, men det gælder måske kun i Danmark. De næste timer er det bare hård kørsel, indtil vi skal ind at tanke igen. Her møder vi så en norsk gut med familie på en Goldwing med anhænger og en Suzuki. Han var til gengæld meget snakkesalig, så måske er der alligevel ikke grobund for at skabe nye fordomme. Jeg spurgte ham om det ikke var lidt besværligt at køre med sådan et Goldwing træk på de norske veje og han svarede: Nej - vi har jo kke bedre! Og det er jo i grunden rigtig nok. Man må leve med det man har. Veje og vejr - alt er relativt. Vi nærmer os dagens mål - Sørkjosen. For lige at være helt sikker på at det faktisk er der vi skal hen, standser vi lige op på en tankstation for at checke rejseplanen. Da vi skal i gang igen - vil Janes cykel ikke starte. Den er totalt død. cyklen er udstyret med alarm / startspærre. Det er selvfølgelig en god ting hvis det er andre end os der forsøger at starte den, men det er noget bras når det er os selv det går ud over. Jeg havde været så forudseende at tage ekstrakontrollen med, men den virkede heller ikke. mens vi stod og gloede på apparatet gik alarmen i gang - flere gange. Det var tydeligt et eller andet galt. Nu var gode råd dyre - hvad gør man så? Man bruger en livline - og her dur 50/50 ikke - man ringer til en ven. Det gjorde vi så, og efter meget kyndig vejledning fik vi gang i dyret igen, der var bare lige det lille problem at alarmens back up batteri aktiverede sirenen selvom vi fik den til at køre. Det ville den blive ved med til back up strømmen var sluppet op. Så Jane kørte med "fuld udrykning" gennem den lille by som en anden McCloud. Larmen hørte dog op igen og vi nåede frem til hotellet. Et par 10-12 års knægte stillede nysgerrigt op og ville snakke. De var meget interesserede og da vi havde linet al vores bagage op - tilbød de at hjælpe med at bære det op på værelset. Vi takkede og sagde at det klarede vi nok selv, men venlige det var de. 19. maj / Olieskift og overnatning i Narvik / Sørkjosen/Narvik Dagens plan er at komme til Narvik. Det skulle være en overkommelig opgave. Det er kun ca. 350 km, så det er ingen sag. Men en ting man skal tænke på her i Norge er at gennemsnitshastigheden, selv på E6 er relativ lav. Man kører op i fjelde og ned i dale og det foregår med masser af skarpe kurver og de er meget ofte ganske uoverskuelige. Det kræver en vis køreteknik at køre her. Og hvis man ikke har den når man kommer, så får man den undervejs, så rent faktisk tror jeg at man generelt bliver en bedre motorcykelkører når man har kørt en lang tur i Norge. I øvrigt står det 1-1 i dårlige overhalinger, for lige at snakke om det at være en god motorcykelkører. Jeg lavede en skidt en op ad en fjeldside med klipper på den ene side, lastvognen på den anden og så et venstresving forude - den var ikke heldig. Jane lavede sin i dag. Forbi personbil op ad bakke - den var dæleme dårlig. Jeg synes selvfølgelig Janes var den værste, med så vidt jeg har forstået, er der delte meninger om det. Men nu står det lige vil vi prøve at undgå den slags fremover. Og så er der lige det at Norge er så ufattelig smukt. Hver gang man runder en kurve fremtoner et ny, helt fantastisk sceneri. Det er næsten for godt til at være sandt, men sådan er det. Solen brænder i kinderne - vi ser efterhånden temmelig vejrbidte ud - og så bliver det så varmt at vi faktisk sidder og sveder. Jane nedgraderer påklædningen for første gang.   Vi prøver at komme til Narvik i ordentlig tid, for vi skulle gerne se om vi kan finde en computerforretning. Vi har nemlig haft temmelig store problemer med den bærbare vi har taget med hjemmefra. Den har åbenbart ikke helt kunnet klare mosten. I hvertfald er modem'et gået i stykker. Vi når det fint inden lukketid og får fat i det vi skal bruge, så nu skal vi i gang med at sende nogle af de mange billeder vi har taget undervejs. 20. maj / Ned over Polarcirkelen / Narvik/Mosjøen Vi overnattede på SAS Radisson i Narvik. Fint hotel med meget venlige og hjælpsomme medarbejdere. Vi fik løst vores computerproblem og sender nu materiale via hotellets maskiner. Det var en stor hjælp. Vi kommer som sædvanligt lidt sent af sted. Vi havde egentlig planlagt et olieskift på cyklerne, men beslutter at vente med det til vi kommer hjem til Århus igen. Vi stopper dog alligevel op hos Harley forretningen i Ballangen. Vi falder i snak med et par lokale og drikker et par kopper kaffe - tiden løber og vi slapper måske lidt for meget af. I hvert fald er færgen over Tysfjorden lige sejlet da vi kommer derhen og den sejler først igen 1 1/2 time senere. Så meget for tidsplanlægning. Rent faktisk var der overhovedet ikke tale om planlægning. Vi havde ganske vist fået en sejlplan med hjemmefra, men den havde vi selvfølgelig ikke kigget på - Jane og Allan i en nøddeskal. Så vi måtte vente til vi kunne komme over. Nå - vi skulle nu nok komme frem. Vi skulle kun køre godt 400 km efter færgen. En overkommelig opgave. Ja under danske forhold, men under norske er det noget helt andet. Rent faktisk nåede vi først vores bestemmelsessted - Mosjøen - 7 timer senere. Det kan da ikke passe, vil de fleste sige. Det gælder da bare om at dreje på håndtaget. Men sådan er det altså ikke her. Kilometer tager tid. Vi kørte faktisk effektivt alle 7 timer, bortset lige fra benzinepisoden. Nej - vi løb ikke tør igen, men vi var tæt på. Vi kunne se at det bare gjaldt om at komme ind til den første den bedste tank, vi kunne ikke nå ret meget længere. Den første vi mødte var en Max - kort tank. Vi prøvede med Visa kortet, af gode grunde havde vi ikke et Max kort, men af en eller anden årsag blev Visa-kortet afvist. Noget af et problem, for vi var sikker på at vi ikke kunne nå den næste tank. Lidt tilbage lå der en kiosk lignende butik. Jeg gik derind og spurgte hvor langt der var til næste tank - det mente han var omkring 25 kilometer. 25 kilometer på dampe - no way. Men problemet blev løst. Den meget venlige kioskindehavet gik med over til kort tanken og brugte sit eget kontokort, som virkede. Vi tankede for 100 kr hver og afregnede med ham kontant. Det er enormt dejligt at møde venlige og hjælpsomme mennesker. Stadig sydpå ed E6. Vejret har været utroligt godt hele dagen, men nu begynder vi at køre opad. Vi skal op over Saltfjeldet. Det bliver hammerkoldt og det er en meget lang strækning. På toppen ser jeg et skilt som, så vidt jeg husker, sagde noget i retning af 640 meter over havoverfladen. Vi krydser for anden gang polarcirklen, denne gang i sydgående retning og gør holdt på parkeringspladsen tæt ved. Jane havde fortrudt at hun havde nedgraderet påklædningen så den bliver opgraderet lidt igen. En ældre herre kommer over og vil snakke. Han kommer fra Østrig og havde tænkt sig at overnatte i bilen på fjeldet. Han var ved at spise varm suppe som han havde lavet på en primus. han havde i øvrigt været motorcykelordonnans i den østrigske hær i sine unge dage. Da vi er ved at stikke af sted igen giver han os en flaske vin, som han selv havde fået af en italiener - så han ville ikke garantere for kvaliteten, men den syntes han vi skulle drikke i aften. Det lover vi ham at gøre og siger farvel. Der resterer stadig 180 km. Nu kunne det egentlig være godt at sidde i hotellets bar og drikke en fadøl, men det må vente et par timer endnu. Vi forsøger at forcere tempoet, men det er vanskeligt. Man kører ganske enkelt ikke så godt når man er træt og voldsomt afkølet. Man reagerer langsommere og selv om man gerne ville speede op, så lykkes det faktisk ikke. Vi må tage den tid det tager. Vi ankommer dog endelig til Mosjøen - Fru Haugans Hotel. Et meget fint, gammelt hotel. Vi får serveret en dejlig middag og et par enkelte fadøl. I seng med det samme for i morgen skal vi først møde lokalpressen - ja ganske rigtigt, den lokale avis stiller op og vil høre hvad vi er for nogle gale danskere - og så skal vi rulle mere end 700 km til Gudbrandsdalen. Det bliver lidt mere end Operation Dagsværk. 21. maj / Over Dovrefjeld til Kvitfjeld / Mosjøen/Ringebu Lad det være sagt med det samme. I dag var en hård dag, en meget hård dag, men vi overlevede trods alt. Men for at starte med begyndelsen, så blev vi på Fru Haugans Hotel i Mosjøen, i øvrigt Nordnorges ældste hotel, mødt af en lille del af den samlede verdenspresse - en temmelig lille del, jeg fik ikke rigtigt fat i hvad han hed. Vi fortalte ham om vores tur m.m., så nu bliver vi nok verdensberømte i Mosjøen. Var lidt rundt for at fotografere. I byens sydlige del findes Sjøgata, som består af gamle, smukt restaurerede træhuse. Gaden var i 70-erne ved at blive revet ned til fordel for et indkøbscenter og P-hus, men det blev heldigvis forhindret, så gaden findes stadig. Vi må se at komme i gang. Vi skal klare godt 700 km i dag. Vejret er meget fint, varmt og solskin, men vejrprofeterne har truet med regn længere sydpå. Det har vi ikke lige brug for. Fremad går det. pludselig kan jeg ikke se Jane i spejlet. Det er sket før, oftest fordi hun har set et eller andet som skal fotograferes, men det er altid lidt spændende / skræmmende at vende om og køre tilbage, hun kunne jo også have fået maskinstop eller være væltet. Det var heldigvis foto denne gang, men et af de lidt mere specielle. Vi var åbenbart kørt forbi et sted i en kurve hvor en elv løb sådan lidt vandfaldsagtigt - ideen var så, at Janes cykel skulle over grøften og ud på klippen, så tæt ved "vandfaldet" som muligt. Dyret blev bakset derned. Jeg kunne lige se for mig at den smutte ud over kanten, men jeg er jo også sådan en forsigtig sjæl. Men ned kom den. Billederne blev taget og så tilbage på vejen med den. Det kostede dog et par ledningsstrips forneden på stellet, som så lige måtte skiftes ud. Kort før Trondheim begynder det at regne. Regntøjet bliver fundet frem og vi frygter at resten af turen skulle komme til at foregå i regn, men det gør den heldigvis ikke. Det varer vel en 160 km, så holder det igen. Det var utroligt heldigt, for ellers havde vi ikke klaret hele turen til vores mål, som i øvrigt er Gudbrandsgård Hotel i Gudbrandsdalen ved Ringebu/Kvitfjell. Det går meget langsomt de første 400 km. Det tager mellem 1½ til 2 timer at køre 100 km. Så kan man jo selv regne resten ud. De fleste vil nok tro det er løgn, men sådan er det - Tag selv op prøv efter. Det er dog ikke alle der kører lige forsigtigt. De norske lastbiler er et kapitel for sig selv. De kører meget stærkt - også i hårnålesvingene. Vi fatter simpelthen ikke at det går godt. Hvis man holder stille og ser sådan et træk komme igennem med stor fart, så tror man simpelthen at den ryger ud over kanten, men det sker alligevel. De må have et eller andet specielt gen, de der chauffører. Jane og jeg har den aftale at jeg skal stoppe hvis hun blinker med lygten. Det gjorde hun så nu. Jeg var ikke i tvivl om hvad der var galt. Der var en meget stor lastvogn med blåt lys i panden og "Bred last" skilt på maven - lige bag hende. På det tidspunkt kørte vi vel 100 km/t, nedad. Jeg fandt et passende sted, blinkede og bremsede op. Lastvognen brølede forbi så vi var ved at blive blæst ned af cyklerne. Lastbilchaufføren kvitterede for vores venlige gestus - han ville bare fremad. Nu mangler vi efterhånden kun 250 km. Vi kommer op i højfjeldet igen og kører langs Dovrefjell. Det går rigtig godt deroppe. Vejen går stort set ligeud så nu kan der lukkes lidt op for gassen, men det betyder jo så også at det bliver meget koldt. Det gør dog ikke noget - nu skal der ædes nogle kilometer i en fart. Vi nærmer os efterhånden midnat. Vi er helt færdige. Det eneste der holder os oppe nu er at vi kan se frem til en hviledag på hotellet i morgen. Vi har nu alt i alt kørt 4.500 km på 8 dage, så vi kunne godt trænge til lidt afslapning. Vi finder Fåvang, lidt syd for Ringebu, og skiltet til Kvitfjell. Nu skal vi bare op på toppen af fjeldet. Det går bare opad. Ned i 1. gear og hårnålesving. Når man kigger ned, ligner byen bare en masse, små stearinlys. Det tager en halv times tid og vi har lidt svært at finde frem i mørket. Vi må prøve turen igen i morgen i dagslys. Det kunne være sjovt at se hvordan der ser ud. Endelig er det der - klokken er nu 01.00. Ind i et varmt bad, lidt at spise og et par glas vin - det var så den dag.   22. maj / Afslapningsdag på Kvitfjeld Klokken 9 blev vi vækket ved at det bankede på døren. Det var servering af morgenmad. Vi havde haft åndsnærværelse nok til at bestille det inden vi væltede i seng i nat. Det var lidt luksus - dejligt. Vi nussede lidt rundt. Drak noget kaffe og så os lidt omkring rundt om hotellet. Det ligger helt fantastisk på toppen af fjeldet med en helt utrolig udsigt. Den eneste plan vi havde for i dag var at køre ned af fjeldet til Fårvang - 15 km ned og 15 km op igen. Det kunne være sjovt at se den vej vi kørte op ad i buldermørke i nat, som jeg husker det, så virkede det som et lidt skræmmende opkørsel.   Det forstår vi nu, hvor vi har set vejen i dagslys. Utrolig stejl med meget skarpe hårnålesving - nærmest U-sving på sine steder og meget stejle skrænter til siderne. Egentlig var det meget godt kørt i nat, vores tilstand taget i betragtning - synes vi selv. Vi kom ned til Fårvang og gik på konditori. Kaffe og muffins med bjørnebær. Vi skulle også lige have et par øller med tilbage så vi gik ind i Coop og købte ind. Det er for at sige det mildt, dyrt. 6 dåseøl for 149 kr. - for de samme penge kunne vi have fået 90 af de billige guldøl i Alta derhjemme.  En god brandert må godt nok være kostbar på de her kanter. Og for at det ikke skal være løgn, så kan man købe agurker i stykker og peberfrugt til 60 kr. kiloet. Jeg håber virkelig for nordmændene, at de tjener rigtig mange penge. Turen går tilbage op imod hotellet. Vi kører deropad lidt mere friskt end vi gjorde i nat. Så er det op på værelset få et par øller, måske en tur i poolen noget at spise - et par øller mere og så måske en god film i flimmeren. Det har virkelig været dejligt at slappe af i dag. Vi havde behov for det. 23. maj / Gennem Gudbrandsdalen og Oslo / Ringebu/Sarpsborg Vi havde egentlig mest lyst til at blive resten af ugen i Gudbrandsdalen. Det er et virkelig dejligt sted, men vores tur nærmer sig afslutningen. Kun 2 korte etaper tilbage. I dag er det meningen vi skal havne i Sarpsborg og så tidligt af sted igen lørdag for at nå færgen i Göteborg ved middagstid. Det er lidt fornemmelsen af, at drømmen slutter og virkeligheden skal til at starte igen.   Vi starter i meget fint vejr. De godt 300 km vi skal køre i dag regner vi for ingenting. Men så kommer regnen. Det havde set truende ud i lang tid, men vi begyndte efterhånden at håbe at det ville drive udenom. Det gjorde det ikke. Vi kørte ind på en tankstation for at trække i regntøjet. Der mødte vi en nordmand på en Electra Glide fra 76. Han var på vej til et lille lokalt træf. Vi blev inviterede og selvom det sikkert havde været enormt hyggeligt at tage imod invitationen, så sagde vi pænt nej tak og kørte videre i regnen. Det regnede mere og mere. Det blev efterhånden sværere og sværere at se noget og det blev ikke bedre da vi kørte igennem Oslo i myldretiden. Vi klarede de sidste kilometer efter Oslo og ankom til hotellet ved 18.30-tiden. Middagen var fin - tøjet skal tørres - det når det desværre nok ikke - vi gør hvad vi kan. Hårtørreren kommer til at arbejde på overtid og elvarmen skruet op på højt niveau. Snart breder der sig en underlig blandet duft af vådt læder og sokker. I morgen skal vi kun klare godt 200 km til Göteborg og så lige turen fra Frederikshavn til Århus, men den lille tur tæller ikke med. 24. maj / Ned langs den svenske kyst / Sarpsborg/Århus Motorcyklerne pakkes for sidste gang på denne tur. Det er overskyet og køligt, men tørt. Handskerne er stadig våde fra i går og mine støvler er heller ikke helt på toppen, men det bliver afhjulpet med at trække i et par plasticaffaldsposer inden støvlerne tages på - det dur. Op på motorvejen. Vi skal nå færgen i Göteborg. Det ville være rart for engang skyld at komme i god tid - det satser vi i hvert fald på. Vejene er fine, bortset fra en del vejarbejde og det går over i motorvej det sidste stykke, så vi kommer i fin tid til færgehavnen og vi er utroligt nok sluppet for regn indtil nu. Jeg benytter ventetiden til at checke olien på cyklerne. Det ser OK ud, men de får alligevel en lille sjat. Kort før afgang kommer der en 6-7 cykler af forskellig herkomst. En lille gruppe svenskere som også skal med færgen for at køre videre til Hirtshals. Herfra tager de videre i aften til træf på Færøerne. Immervæk også noget af en tur. Det lyder da i hvert fald meget imponerende, man skal jo lige tænke på, at de trods alt skal sejle hele vejen. De spørger om vi vil med, men den tur springer vi vist lige over.   Vi får en fadøl på færgen - det går det jo at køre med i Danmark, i modsætning til Norge og Sverige - der går den ikke. I Frederikshavn regner det og det bliver det ved med hele vejen hjem. Men nu gør det ikke noget, nu skal vi bare hjem. Og hjem kommer vi. Theresa, Janes datter og Janes mor står og venter i indkørslen som i dagens anledning er smykket med en snor med dannebrogsflag som Theresa, som en anden dronning, klipper over da vi kører ind. Det har været en fantastisk tur. På en eller anden måde er det lidt svært at fatte et det er slut nu. Det har til tider været hårdt, det skal ikke være nogen hemmelighed, men en helt utrolig oplevelse som vi på det varmeste kan anbefale til andre. Når man kører sådan en lang tur - og vi ender alt i alt på 5.800 km - så er det eneste rigtige med en pakkeløsning som den Nordic Tours har strikket sammen. Det har været en fornøjelse at ankomme til hoteller og derefter ikke tænke på andet end at slappe af. Den længste etape i Norge var nok for lang, men det er en af de mange erfaringer vi har gjort os. En pudsig lille detalje vedr. Norge er, hvis man spørger sig for hvor langt der er fra det ene sted til det andet kommer svaret ikke i kilometer (eller mil, som de jo bruger deroppe) - næh svaret kommer i timer. Absolut relevant. Det afgørende er ikke hvor langt der er, men hvor lang tid det tager at komme frem. Endnu engang vil vi sige, at en sådan oplevelse som denne tur har været, kun kan anbefales til alle MC'ere som vel at mærke gider køre nogle kilometer. Hvis vi fik buddet om at starte turen igen i morgen ville svaret helt klart være; nej, men om et par ugers tid - så fint med os!